Regeringsgrundlag

Regeringsgrundlag

Regeringen har i regeringsgrundlaget af 17. februar 2005 (Nye mål) tilkendegivet, at regeringen vil fremlægge forslag til en politireform og en retskredsreform, som skal træde i kraft den 1. januar 2007 samtidig med kommunalreformen.

Uddrag af regeringsgrundlaget:
Regeringen vil i efteråret 2005 fremlægge forslag til en reform af dansk politi, herunder af politiets geografiske struktur. Et effektivt og tidssvarende politi, som har den nødvendige kapacitet og specialisering, forudsætter store og slagkraftige politikredse. Et effektivt politi skal ikke være forbeholdt de store byer, men skal være til stede over hele landet til gavn for hele befolkningen.

Færre enheder giver mindre administration, så flere politifolk kan frigøres fra administrative opgaver og i stedet udføre egentligt politiarbejde. Med henblik på at sikre synlig tilstedeværelse i lokalområdet er det udgangspunktet, at de eksisterende tjenestesteder opretholdes.

Et effektivt politi kræver endvidere en effektiv ledelse og en fleksibel organisation. Foruden at gennemføre en reform af politiets geografiske struktur vil regeringen med afsæt i Visionsudvalgets betænkning overveje ændringer i politiets ledelsesstruktur og organisatoriske opbygning.

[...]

Retssagerne ved domstolene skal behandles smidigt og effektivt og på et fagligt højt niveau til gavn for retssikkerheden. Der er behov for at samle byretterne i større enheder for at sikre specialisering og faglig udvikling blandt dommerne til gavn for retssikkerheden. Regeringen vil derfor i efteråret 2005 fremlægge forslag til en reform af retskredsene for at sikre en hurtigere og bedre betjening af borgerne.

Det samlede regeringsgrundlag kan læses på Statsministeriets hjemmeside, som du kan finde her:

Statsministeriet