Efter våbenlovens § 4, stk. 1, gælder der et generelt forbud mod at gå med dolk eller kniv – undtagen foldeknive med en klinge på højst 7 cm, der ikke kan fastlåses i udfoldet position – på offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende.
Forbuddet gælder dog ikke, hvis kniven skal anvendes i forbindelse med erhverv, jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål.
Herudover er der en række særligt farlige typer knive, blankvåben mv., som ifølge våbenbekendtgørelsens § 15, jf. § 4, stk. 2, i våbenloven, kræver våbentilladelse fra politiet. Dette gælder:
- skarpe våben eller spidse våben, hvis klinge overstiger 12 cm. Dog kan dolke og knive, hvis klinge overstiger 12 cm, som er udformet til anvendelse i erhverv, til husholdningsbrug eller ved jagt, lystfiskeri eller sportsdykning, uden tilladelse erhverves, besiddes, bæres og anvendes til den nævnte brug.
- knive med tværstillet greb beregnet til stød (push daggers).
- springknive og springstiletter.
- faldknive og faldstiletter.
- enhåndsbetjente foldeknive, der er konstrueret således, at klingen i normal stand kan foldes ud ved brug af én hånd.
- foldeknive med todelt skæfte, hvis klinge kan foldes ud ved brug af én hånd (butterflyknive).
- knive, der er konstrueret til at hænge om hals eller skulder, og som fra denne placering kan trækkes ved brug af én hånd.
- kastestjerner, kasteknive, kasteøkser og lignende.
- kårdestokke og andre tilsvarende våben, der fremtræder som en anden genstand.
Ansøgning om våbentilladelse til særligt farlige knive og blankvåben mv. sendes til politiet i den politikreds, hvor ansøgeren har bopæl eller hjemsted.
Find din lokale politikreds her
Du kan læse nærmere om reglerne om knive på politiets hjemmeside, herunder om:
- Hvornår man skal have tilladelse til en kniv?
- Hvornår man må medtage en kniv på et offentligt tilgængeligt sted?
- Hvordan længden måles på en foldekniv?
- Hvornår et formål er anerkendelsesværdigt?