Våbenlovens § 5 og § 7 c indeholder særlige regler om kemiske, biologiske, radiologiske eller nukleare våben og fremføringsmidler.
Se våbenloven her
Efter våbenlovens § 5 er det forbudt tilvirke, udvikle eller med henblik på udvikling at forske i kemiske, biologiske, radiologiske eller nukleare våben og fremføringsmidler, der er specielt udformet eller modificeret til sådanne våben. Det samme gælder dele, der er specielt udformet eller modificeret til at indgå i sådanne våben og fremføringsmidler.
Justitsministeren kan i særlige tilfælde dispensere fra forbuddet i våbenlovens § 5.
Efter våbenlovens § 7 c er det forbudt at yde teknisk bistand uden for EU vedrørende kemiske, biologiske eller nukleare våben og missiler, der er specielt udformet eller modificeret til fremføring af sådanne våben. Forbuddet omfatter enhver form for teknisk bistand i forbindelse med reparation, udvikling, fremstilling, samling, prøvning, vedligeholdelse eller enhver anden form for teknisk service. Teknisk bistand kan tage form af instruktion, oplæring, overførsel af driftskendskab eller konsulentservice.
Forbuddet omfatter dog ikke teknisk bistand, der ydes i de lande, som efter Rådets forordning om en fællesskabsordning for kontrol med udførslen af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse er omfattet af EU’s fællesskabsudførselstilladelse, eller teknisk bistand i form af overførsel af information, der er frit tilgængelig for offentligheden, eller som vedrører grundforskning.
Justitsministeren kan dispensere fra forbuddet i våbenlovens § 7 c.
Ansøgninger om dispensation fra våbenlovens § 5 eller § 7 c sendes til Justitsministeriet, Civilkontoret, Slotsholmsgade 10, 1216 København K, eller til jm.@.jm.dk.