Justitsministeriet er formand for Juridisk Specialudvalg.
Posten varetages af Lovafdelingen, der også udfører sekretariatsfunktioner for udvalget.
Udenrigsministeriet, Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Klima- og Energiministeriet og Statsministeriet er faste medlemmer af udvalget.
Repræsentanter for andre ministerier og berørte interesseorganisationer deltager ad hoc afhængigt af dagsordenen. Juridisk Specialudvalg varetager følgende funktioner:
- Det afgiver indstilling til regeringen i alle sager, som Kommissionen måtte indlede mod Danmark for overtrædelse af EU-retten - såkaldte traktatkrænkelsessager.
- Det afgiver indstilling til regeringen om, hvorvidt Danmark skal afgive indlæg i sager, der verserer ved EU-Domstolen eller Retten.
- Det afgiver en udtalelse i sager, hvor anklagemyndigheden forelægger spørgsmål for Juridisk Specialudvalg om eventuel præjudiciel forelæggelse, jf. Rigsadvokatens meddelelse nr. 10/2008.
- Det høres, før regeringen får forelagt en indstilling om, at Danmark skal påberåbe sig miljøgarantien.
- Det rådgiver regeringen i juridiske spørgsmål om fortolkningen og anvendelsen af EU-retten.
- Det afgiver indstilling til regeringen om forslag til nye EU-forordninger, direktiver o.lign. inden for Justitsministeriets område.