Lovgivningen om dyrevelfærd og dyreforsøg hører under Justitsministeriets område.
Dyresundhed og den generelle regulering af landbrugserhvervet er Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris ansvarsområde. Herudover findes der også regler på Miljøministeriets område, der er af betydning for dyreværnsområdet.
Lovgivningen om dyrevelfærd omfatter generelle regler, som gælder for alle dyr, f.eks. dyreværnslovens §§ 1-3, og regler, som er rettet mod hold af bestemte dyr – f.eks. lov om hold af slagtekyllinger. Der er også fastsat regler om særlige emner – f.eks. slagtning og aflivning af dyr, privates hold af særlige dyr samt transport af dyr.
Dyreværnsloven
Hovedloven på området er dyreværnsloven, der gælder for alle dyr. Loven indeholder bl.a. generelle regler for, hvordan dyr skal behandles. Det følger f.eks. af dyreværnslovens § 1, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Loven indeholder endvidere bestemmelser, som bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om en række forskellige forhold – f.eks. slagtning og aflivning af dyr, kastration og halekupering af dyr samt erhvervsmæssig handel med dyr. Herudover er det med hjemmel i dyreværnsloven, at justitsministeren har nedsat Det Dyreetiske Råd, Det særlige råd vedrørende dyreværnsspørgsmål (Dyreværnsrådet) og Rådet vedrørende hold af særlige dyr.
Øvrige love mv.
Udover dyreværnsloven og regler udstedt i medfør heraf er der på Justitsministeriets område fastsat regler om dyrevelfærd mv. i følgende love og i medfør af disse:
Lov om hunde
Lov om dyreforsøg
Lov om kloning og genmodificering af dyr m.v.
Lov om indendørs hold af drægtige søer og gylte
Lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin
Lov om udendørs hold af svin
Lov om hold af slagtekyllinger
Lov om hold af heste
Lov om forbud mod erhvervsmæssig indførsel og produktion af samt handel med skind og skindprodukter fra hunde og katte
Lov om forbud mod slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden
Lov om forbud mod hold af ræve
Herudover er der fastsat regler om transport af dyr i transportforordningen.
Kontrollen af overholdelsen af dyreværnslovgivningen
Kontrollen af overholdelsen af lovgivningen varetages bl.a. ved kontrolbesøg på landbrugsbedrifter, som foretages af personer ansat i eller under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. For så vidt angår kontrol af overholdelse af reglerne om transport af dyr assisterer dyrlæger fra Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold politiet ved udøvelsen af vejkontroller.
Læs mere om kontrol med dyrevelfærd på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Herudover varetages håndhævelsesopgaven af politiet på baggrund af konkrete politianmeldelser og af stikprøvekontroller af transporter af dyr.
For så vidt angår reglerne om dyreforsøg kontrolleres overholdelsen af disse regler af Dyreforsøgstilsynet. Dyreforsøgstilsynet består af et råd – Rådet for Dyreforsøg – og et sekretariat.
Læs mere om dyreforsøgsloven og Dyreforsøgstilsynet her.