Avanceret søgning
 

HVILKE BETINGELSER SKAL VÆRE OPFYLDT FOR AT DRIVE VAGTVIRKSOMHED?

For at kunne drive vagtvirksomhed omfattet af reglerne skal man have en autorisation.

 

Ansøgning om autorisation skal indgives til Rigspolitichefen, som kan meddele autorisation for højst 5 år ad gangen og i øvrigt fastsætte nærmere vilkår for virksomhedens udøvelse. Der skal betales 5.000 kr. for en autorisation, mens der for ændring af en meddelt autorisation betales 3.000 kr.

 

Hvis virksomheden omfatter en kontrolcentral, hvorfra der videregives alarmsignaler fra overfalds- eller indbrudsalarmeringsanlæg til politiet, skal kontrolcentralen tilsvarende være godkendt af Rigspolitichefen. Dette krav gælder for såvel erhvervsmæssige som ikke-erhvervsmæssige kontrolcentraler. Rigspolitichefen kan i godkendelsen fastsætte vilkår om personalets størrelse og særlige rutiner ved afprøvning af kontrolcentralens udstyr og prøvealarmeringer. Rigspolitichefen kan også fastsætte nærmere betingelser for godkendelsen. For godkendelse af en kontrolcentral betales ved godkendelsen 5.000 kr. og derefter hvert år 2.000 kr.

 

Hvis man ønsker at ansætte personale i vagtvirksomheden, skal personalet – bortset fra rengørings- og serveringspersonale – også godkendes. Godkendelse af personalet meddeles ikke af Rigspolitichefen, men af politidirektøren i den politikreds, hvor virksomhedens hovedkontor er beliggende. Hvis virksomhedens hovedkontor ikke er beliggende i Danmark, er det Politidirektøren i København, der meddeler godkendelse.

 

Personale, der udfører vagtvirksomhed, skal være uddannet hertil. Der gælder endvidere regler om personalets uniformer og personlegitimationskort. For udstedelse af personlegitimationskort betales 300 kr. De nærmere regler om uddannelse, uniformering og legitimationskort fremgår af vagtvirksomhedsbekendtgørelsen.

SIDST OPDATERET: 24.02.11 14:47
JUSTITSMINISTERIET   SLOTSHOLMSGADE 10   1216  KØBENHAVN  K   TLF  72 26 84 00   FAX  33 93 35 10   EMAIL:  JM.@.JM.DK