Rapporten kan downloades ved at klikke på nedenstående link:
Michael Taarnby, Center for Kulturforskning, Aarhus Universitet
Projektet analyserer motiverne blandt de islamiske selvmordsterrorister der gennemførte en selvmordsaktion i perioden 1982 til oktober 2003. Det indsamlede datamateriale omfatter 247 individer, og det er deres personlige baggrund der er fokus i projektet.
Blandt internationalt anerkendte eksperter indenfor området profilering er der siden 11. september 2001 sket et holdningsskift. Man har erkendt, at tidligere analysemetoder ikke længere er tidssvarende, da de ikke er i stand til at identificere motiverne blandt selvmordsterrorister.
Oftest anvendes der analysemetoder udviklet til profilering af kendte typer af kriminelle, der yderst sjældent udviser selvdestruktive træk. Da islamiske terrorister har andre målsætninger, fortrinsvis religiøst og ideologisk inspirerede, er der tale om radikalt anderledes tænkende individer der tiltrækkes af det fundamentalistiske miljø.
Projektet synliggører de faktorer der virker motiverende for selvmordsterrorister. Derefter forklares det hvorfor det er nødvendigt at anvende et multidisciplinært perspektiv for at forstå de menneskelige processer der ligger til grund for disse handlinger.
Analysen inddrager religiøse, politiske, kulturelle, sociale og ikke mindst personlige motiver. Det er i dette samspil mellem faktorer, at der opnås indsigt i miljøet omkring selvmordsterrorisme. På grundlag af tilgængelige oplysninger om hvorledes selvmordsaktivister rekrutteres, indoktrines og indsættes operationelt, opnås der et indblik i hvordan de respektive terrorbevægelser skaber en selvmordsaktivist.
Der tegner sig et billede af en velstruktureret proces der indeholder faste elementer der alle har til formål at overbevise den enkelte om rigtigheden og nødvendigheden af aktionen.
Disse terrorister har baggrund i vidt forskellige terrorbevægelser, og ser man på gruppen som helhed, er det vanskeligt at finde lighedspunkter mellem dem. De er vidt forskellige i relation til religiøs baggrund, national oprindelse og livsforløb. Men betragter man dem fra et antropologisk perspektiv opstår der et mønster, der indikerer hvilke bevægelser der fortsat vil iværksætte selvmordsaktioner.
Endeligt profileres fem selvmordsterrorister der alle er blevet rekrutteret i Europa. De udviser fællestræk der peger i retning af, at selvmordsterrorisme er et tiltagende fænomen, også i en europæisk sammenhæng.
Rapport i pdf format(148kb)
Af P. Kramp, G. Gabrielsen, A. Lund, A. Reventlov og A.-M. Sindballe
Rusmiddelundersøgelsen omfatter et repræsentativt udvalg af kriminalforsorgens samlede klientel, dvs. afsonere, varetægtsarrestanter og tilsynsklienter. 75 % af det samlede klientel har på et eller andet tidspunkt prøvet hash, 53 % har prøvet centralstimulerende midler, og 30 % har prøvet opioider. 56 % af klientellet er aktuelt misbrugere.
14 % tilhører opioidmisbrugsgruppen, som karakteriseres af et omfattende andet misbrug, f.eks. har 67 % også et hashmisbrug, 20 % et alkoholmisbrug. 6 % tilhører gruppen, der misbruger centralstimulerende midler. Denne gruppe karakteriseres af, at 60 % har et alkoholproblem, mange misbruger også ecstasy.
Antallet af misbrugere af centralstimulerende midler er stigende. 14 % tilhører hashmisbrugsgruppen, og 21 % tilhører alkoholmisbrugsgruppen. Det kan beregnes, at adskillige tusinde misbrugere hvert år kommer i kontakt med kriminalforsorgen. Der er visse forskelle i art og omfang af misbruget mellem indsatte i åbne og lukkede fængsler, varetægtsarrestanter og grupper af tilsynsklienter, men generelt er lighederne større end forskellene.
Der er en række sammenhænge mellem misbrug og kriminalitet, f.eks. er vold og alkoholpåvirkning samt drab og alkoholmisbrug associerede, mens opioid- og hashmisbrug er associeret til røveri og tyveri.
Hovedparten af de personer, der tilhører opioidmisbrugsgruppen, har tidligere modtaget behandling, og de er fortsat behandlingsmotiverede. Kriminalforsorgens medarbejdere vurderer, at hovedparten i denne misbrugsgruppe har behov for behandling. Det er imidlertid kun halvdelen, som modtager behandling. Samtidig findes, at blandt de opioidmisbrugere, som tidligere har modtaget behandling, er 86 % fortsat opioidmisbrugere, mens kun 67 % blandt dem, der ikke har modtaget behandling, fortsat er opioidmisbrugere.
Blandt dem, der misbruger centralstimulerende midler, er kun ret få behandlingsmotiverede. Kriminalforsorgens medarbejdere har svært ved at vurdere behandlingsbehovet blandt disse misbrugere, eller de tillægger ikke misbruget nogen særlig betydning. Et hashmisbrug tillægges ingen særlig betydning, hverken af misbrugerne selv eller af medarbejderne.
Der er således et udtalt behov for mere klare retningslinjer, hvad angår behandling internt i kriminalforsorgen samt for et øget samarbejde med amterne. Der er endvidere behov for en øget behandlingskapacitet, især rettet mod misbrugere af hash og centralstimulerende midler.
Færdselslovsovertrædelser er den hyppigste kriminalitetsform blandt kriminalforsorgens klientel, og 60 % af færdselslovsovertræderne har et alkoholmisbrug, næsten 10 % har også et stofmisbrug. En stor del af de alkoholmisbrugende spritbilister, der er idømt en betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling, mener ikke, de har behov for en sådan behandling.
Rusmiddelundersøgelsens resultater, hvad angår antal alkoholmisbrugere, medarbejdernes syn på alkoholmisbrug, behandling mv., sammenhænge mellem kriminalitet og alkoholmisbrug osv., kan sammenlignes med resultaterne af en tilsvarende undersøgelse foretaget i 1988. Der er stort set ikke forskel på resultaterne af de to undersøgelser, og det ensartede billede afspejler den kun moderate bevågenhed, alkoholmisbrugere påkalder sig i kriminalforsorgen.
Forskningsprojektet ”Politiets brug af skydevåben” omfatter både en retsdogmatisk og en empirisk del. Nedenstående er resumé af projektets retsdogmatiske del. Den del er gennemført af ph.d. Thomas Elholm. Både den empiriske og den retsdogmatiske del indgår i et nordisk komparativt projekt om politiets brug af skydevåben i de forskellige nordiske lande.
Resumé
Fremstillingen orienterer sig omkring spørgsmålet: “Hvornår kan politiet anvende skydevåben”. Formålet er at beskrive, hvornår den enkelte betjent kan anvende skydevåben uden at udsætte sig for kritik eller strafansvar, dvs. hvornår brug er berettiget. Derimod er spørgsmål om evt. erstatningsansvar ikke behandlet, da det ligger uden for projektbeskrivelsen.
I modsætning til Finland, Norge og Sverige har Danmark ingen politilov. Reglerne for politiets brug af skydevåben skal findes i straffelovens §§ 13 og 14 om nødværge og nødret samt i administrative bestemmelser, som politiets skydereglement.
Reglerne og retningslinierne beskrives bedst med udgangspunkt i de forskellige situationer, som politiet havner i, og som efter omstændighederne indebærer behov for anvendelse af skydevåben, dvs. angrebs-, nødrets-, og retshåndhævelsessituationer. Rapporten er derfor inddelt i afsnit efter disse situationer. Hertil kommer nogle afsnit om afgivelse af varsel og varselsskud, om betjente under direkte kommando og om undersøgelses- og klagesager vedrørende politiets brug af skydevåben.
Den i praksis langt mest relevante situation er angrebssituationen, hvor skydevåben bruges til at afværge et farligt angreb. Som udgangspunkt vil angreb, der er omfattet af straffelovens §§ 245 og 246, berettige anvendelse af skydevåben (hvis de øvrige betingelser er opfyldte). Det samme gælder angreb i form af drab/drabs-forsøg, voldtægt, ulovlig frihedsberøvelse mm.
Angreb mod ejendom berettiger kun i sjældne situationer afværgelse ved brug af skydevåben. I retshåndhævelsessituationer (som f.eks. pågribelse, anholdelse og hindring af rømning) er brug af skydevåben i praksis meget sjælden og meget sjældent berettiget, mens retshåndhævelse i form af påbud ikke berettiger brug af skydevåben. Også nødretssituationer vil sjældent berettige brug af skydevåben.
Er der nærliggende fare for, at udenforstående rammes af skud, gælder for alle de nævnte situationer, at berettigelsen af brug af skydevåben indskrænkes væsentligt og kun er berettiget i ”yderste nødsfald”.
Rapporten ”Konflikt på gadeplan – når etnisk minoritetsungdom og politi mødes” er resultatet af en undersøgelsen fra Center for Ungdomsforskning, som går tæt på etnisk minoritetsungdoms møde med politiet. Karakteristisk for en del af møderne er, at de er med til at fastholde parternes negative opfattelse af hinanden. De oplever ofte konflikten som uløselig og den grundlæggende fornemmelse af konflikt fører i nogle tilfælde til at møderne eskalerer til åben konfrontation.
Konsekvenserne af de tilbagevendende konfrontationer mellem visse unge etniske mænd og politi er til at få øje på. Konflikterne medvirker til en øget og fortsat marginalisering af en gruppe unge. De føler sig uønskede i det danske samfund og omgås derfor kun hinanden. Gruppens isolation er en af årsagerne til, at deres reaktionsmønster overfor politiet er præget af aggression og provokation og at politiet i visse tilfælde lader sig provokere, hvor efter konflikterne optrappes.
For politiet betyder det en mere og mere utryg og farefuld arbejdsdag. Det er derfor tvingende nødvendigt at dæmme op for konflikterne og finde nye veje. Rapporten peger på mulige indsatsområder, som dog ikke i rapporten har fundet deres endelige form, men som er at betragte som bidrag til den videre diskussion og det videre arbejde.
Rapporten kan downloades fra Centrets hjemmeside: www.cefu.dk/publikationer/rapporter/
Rapporten kan downloades ved at klikke på nedenstående link:
A Review of the International Literature with An Eye Toward Prevention in Denmark
David W.M Sorensen, Ph.D.
Research Department III
Faculty of Law
University of Copenhagen
Financed by and prepared for Denmark’s Ministry of Justice.
May 9, 2003
The Nature and Prevention of Residential Burglary (pdf format)
Rapporten kan downloades ved at klikke på nedenstående link:
Natteravnene i Ringsted i pdf-format (208Kb)
Patrick Gosden, Læge, ph.d. studerende
Resumé
Forskningsprojektet udgår fra Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik og er tilmeldt som et ph.d. studium under det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.
Projektleder er læge, ph.d. studerende N. Patrick Gosden. Ph.d. vejledere er lektor, mag.scient.soc. & lic.med. Tavs Folmer Andersen, adm. overlæge Peter Kramp og afdelingslæge, ph.d. Dorte Sestoft. Lektor, cand. stat. Gorm Gabrielsen yder statistisk bistand.
Projektet omfatter to undersøgelser:
1) "Unge 15-17 årige varetægtsfængslede i fængsler og lukkede institutioner"
Undersøgelsen beskriver forekomsten af psykisk sygdom samt sociale og kriminelle forhold blandt alle 15-17 årige varetægtsfængslet i øst Danmark.
69% af alle blev diagnosticeret med en psykiatrisk lidelse. Gruppen var præget af dårlige sociale forhold og overrepræsentation af unge med anden etnisk baggrund.
Publikation: "Prevalence of mental disorders among 15-17 year old male adolescent remand prisoners in Denmark". Gosden NP, Kramp P, Gabrielsen G, Sestoft D.
Acta Psychiatrica Scandinavica, 2003:107:102-110.
Indsendt til publikation er:
"Mental disorders and charges of violent offences. A study of male adolescent remand prisoners".Gosden NP, Kramp P, Gabrielsen G, Andersen TF, Sestoft D.
2) "9 års registerbaseret follow-up på 15-19 årige kriminelle fra "Psykisk syge kriminelle - en register undersøgelse af Kriminalforsorgens klientel""
Undersøgelsen bestemmer den generelle psykiatriske indlæggelsesfrekvens i en gruppe af 15-19 årige tilknyttet kriminalforsorgen i 1992, samt om voldsdomme blandt unge kriminelle kan forudsige senere psykiatrisk lidelse, specielt skizofreni.
8 % havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling før 1992 og tallet var i 2001 16 %. 3.7 % (31 mænd) var døde før 2001.
Unge med en voldsdom fandtes med større risiko for senere at udvikle skizofreni.
Indsendt til publikation: Violence of young criminals predicts schizophrenia.
A nine-year register based follow-up of 15-19 year-old criminals.
Gosden NP, Kramp P, Gabrielsen G, Andersen TF, Sestoft D.
