Undersøgelsen er udarbejdet af tre specialestuderende ved Institut for Historie og Områdestudier ved Århus Universitet.
Arbejdet er igangsat og inspireret af NGO’en Transparency International, der i en årrække har registreret Danmark som en af verdens mindst korrupte stater. Dette forhold gør det interessant at undersøge, hvorvidt der i det danske forvaltningsapparat og udviklingen af samme findes særlige karakteristika, der kan have været bestemmende for Danmarks nutidige korruptionsniveau.
Undersøgelsens genstand er offentlige embedsmænd i begyndelsen af 1800-tallet inden for tre forskellige forvaltningsområder:
Købstadsadministrationen, lokaladministrationen i landdistrikterne og centraladministrationen.
Byfoged, enevælde og korruption
– en undersøgelse af det danske statsapparats behandling af to korrupte byfogder i den sene enevældes tid
Af Rasmus Salbøg Kristensen
Med afsæt i Max Webers idealtype for bureaukratisk administration og en moderne og hæderlig embedsstand er begyndelsen af 1800-tallet valgt som analyseperiode. Bureaukratiet var på dette tidspunkt veletableret i Danmark. Byfogden gennemgik i løbet af 1700-tallet en markant udvikling, fra at være ”bedsteborger” til en moderne og professionel embedsmand, hvorfor Byfogden er velegnet som undersøgelsesobjekt i begyndelsen af 1800-tallet.
En række tilsynsrejser fra den danske centraladministration til den lokale forvaltning i 1800-tallets første del var i særdeleshed udtryk for, at de lokale embedsmænd skulle betragtes som en del af det statslige embedskorps. Ved en af disse rejser blev der i 1819 i Århus amt fundet frem til to byfogder, som havde alvorlige kassemangler i deres administration. Afhandlingens analyse beskæftiger sig i forlængelse heraf med det danske forvaltningssystems, dvs. både det administrative og det juridiske, behandling af disse to korruptionssager.
Analysen peger på en høj grad af inerti i den sene enevældes regerings behandling af de to byfogder, hvilket tillige kan aflæses i en meget mangelfuld lovgivning på området. Økonomiske hensyn syntes i den forbindelse at have forrang fremfor etiske og principielle overvejelser. Omvendt skete der en gradvis bevægelse i regeringens syn på korrupte byfogder, hvilket tildels skyldtes befolkningens mulighed for at klage over statens embedsmænd, samt at retsvæsnet flere gange påpegede huller og mangler i den gældende lovgivning.
En væsentlig pointe i konklusionen er, at selvom mange af kriterierne på den Weberske moderne embedsmand var opfyldt hos danske lokalembedsmænd i begyndelsen af 1800-tallet, så er dette ikke en garanti for en hæderlig og loyal embedsmandsstand. Fremkomsten af den hæderlige danske embedsmand har derfor snarere været en langstrakt dialetisk proces mellem de ydre fordringer, som staten stillede til ideen om den loyale statstjener og embedsmandens egen selvopfattelse.
Korruption i enevældens lokaladministration
– Kassemangel blandt herredsfogder i de første tre årtier af 1800-tallet
Af Dorte Christensen
Specialet er en undersøgelse af den sene enevældes holdning til og behandling af to udvalgte korruptionssager hos herredsfogder i begyndelsen af 1800-tallet. Begge embedsmænd blev retsforfulgt og analysen af de to sagsforløb viser, at den sene enevælde tog den offentlige korruption særdeles alvorligt. Regeringen og Frederik VI fulgte sagerne nøje og greb direkte ind i deres behandling, hvor underinstansernes fremgangsmåde blev opfattet som utilstrækkelig.
Den sene enevældes lovgivning omkring korruption var tvetydig på en række områder. Den hjemlede f.eks., at en embedsmand, der var i stand til at tilbagebetale sin gæld, kunne frifindes og genindsættes i sit embede. I de konkrete sager blev denne mulighed dog udelukkende anvendt, hvor man skønnede, at den pågældende embedsmand ikke havde haft bedrageri til hensigt.
Undersøgelsen viser endvidere, at der specifikt for herredsfogedembedet ikke fandtes en egentlig korruptionslovgivning, hvilket under retssagerne blev forsøgt udnyttet til fordel for de anklagede. Hvor retsvæsenet opfattede de tiltalte som skyldige i korruption, tøvede domstolene imidlertid ikke med at idømme herredsfogderne lovens strengeste frihedsstraf, fæstningsarbejdet.
De to sager blev, sammen med en række lignende tilfælde, opdaget pga. regeringens inspektion af forholdene i de lokale embeder, og i den efterfølgende periode blev der endvidere gjort en stor indsats på lovgivningsområdet for at komme korruptionen til livs.
Den sene enevælde viste således stor handlekraft både i forbindelse med afsløringen af korruption, forfølgelsen af de enkelte sager og opstramningen af reglerne, der skulle forhindre fænomenets fortsatte udbredelse. Det er derfor muligt, at regeringens indgriben over for korruption, allerede under den professionelle embedsstands tidligste fase, har sat standarderne for eftertiden og dermed være en medvirkende årsag til nutidens relativt lave korruptionsniveau.
Christian Birch
- en korrupt embedsmand i centraladministrationen i begyndelsen af 1800-tallet
Af Mette Frisk
I specialet undersøgersøges det sene danske enevældige styres syn på korruption og embedsetik udfra Christian Birch-sagen, der formentlig er danmarkshistoriens største korruptionssag inden for centraladministrationen. I år 1820 blev det opdaget, at den finansdeputerede og højt dekorerede embedsmand havde bedraget Statskassen for et beløb på 1.219.800 rigsbankdaler sølvmønt svarende til minimum 659 gange hans egen årlige gage.
Bedrageriet havde han gennemført ved at pantsætte statsobligationer, han havde ansvaret for i kraft af sit embede som finanssekretær, og selv indkassere fortjenesten. Birchs selvbestaltede udstedelse af statsobligationerne havde stået på i over 18 år, og fortjenesten havde han brugt til at tilfredsstille sin abnorme trang til at spille i tallotteriet.
Da sagen blev opdaget valgte styret at behandle korruptionsskandalen med den største diskretion og påtog sig straks hele Birchs gæld over for kreditorerne. Sagens gang ved domstolene viste, at lovgivningen for højtstående embedsmænds bedrageri var ufyldestgørende, og som konsekvens heraf blev Birch idømt en arbitrær straf. Dommen fra Højesteret blev fængsel på livstid, men Birch kom til at afsone straffen på meget lempelig vis i arresten på Kastellet.
Det er et væsentligt karakteristikum ved sagen, at styret gennemførte en streng og grundig rettergang, men samtidig anstrengte sig til det yderste for at skåne sig selv og Birch for offentlig omtale. Statens interne "sygdom" – korruptionen – måtte ikke udstilles for befolkningen.
På baggrund af Birch-sagen samt en række øvrige korruptionssager blandt embedsmænd i centraladministrationen i begyndelsen af 1800-tallet konkluderes det i undersøgelsen, at den sene enevælde ikke havde formået at skabe rammerne for en hæderlig embedsstand. Udviklingen var formodentlig undervejs, men den var ikke et endegyldigt faktum i 1820'erne, som det tidlige er blevet fremhævet inden for forvaltningshistorien.
Resume om resultater fra evaluering af straffelovens § 223a " kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år.
Sociolog Claus Lautrup, PRO-Centret, fik i efteråret 2000 en bevilling fra Justitsministeriets Forskningspulje til evaluering af straffelovens § 223 a, som blev vedtaget i juli 1999. Bestemmelsen, som ved udgangen af 2001 endnu ikke havde ført til en sigtelse, er formuleret således: "Den, der som kunde har samleje med en person under 18 år, der helt eller delvis ernærer sig ved prostitution, straffes med fængsel indtil 2 år".
Claus Lautrups evaluering består af tre delundersøgelser:
Den første er en beskrivelse og gennemgang af nordisk forskningslitteratur om unge i prostitution.
Den anden består af en kvalitativ interviewundersøgelsen baseret på interviews med 10 prostituerede, 28 repræsentanter for det sociale system, 21 for politiet og syv for dommerstanden.
Den tredje del af undersøgelsen er en befolkningsundersøgelse, hvor 557 repræsentativt udvalgte af danskere har deltaget.
Formålet med de to sidstnævnte undersøgelser har været at undersøge kendskabet til § 223 a og holdningen til prostitution og ungdomsprostitution.
Gennemgangen af den nordiske forskningslitteratur om unge i prostitution viser, at meget få såvel forskere som socialarbejdere kender til unge i prostitution. Fænomenet beskrives som nærmest overset, og forskningen er ofte baseret på rygter og formodninger snarere end konkrete erfaringer med udgangspunkt i de unge prostituerede selv eller deres kunder.
Interviewundersøgelsen viser, at der ikke er særlig mange af respondenterne fra det sociale system, politiet og retsvæsenet, som kender til straffelovens § 223 a. De fleste informanter vil derfor fokusere på den unge og dennes forhold, frem for at fokusere på kunderne, til trods for at denne, som følge af § 223 a, er den kriminaliserede part i prostitutionsforholdet. Det er socialarbejderne, der er mest positivt indstillede over for § 223 a.
Selvom mange ikke umiddelbart kender til § 223 a, oplyser flertallet, at de er villige til at anmelde en kunde, hvis de får kendskab til et forhold, hvor en person under 18 år sælger sex. Mange socialarbejdere ændrer dog holdning, når mulige konsekvenser af en sådan anmeldelse diskuteres. Både dommere, politi og socialarbejdere er bekymrede for de mulige konsekvenser, en anmeldelse kan få for den unge, idet den kan resultere i dramatisering af den unges situation og stempling af den unge som "prostitueret".
Såvel socialarbejdere, dommere og politiet er enige om, at det er urimeligt, at unge under 18 år prostituerer sig og mener derfor, at § 223 a har en vigtig signalværdi. Undersøgelsen viser imidlertid også, at der især blandt politiet er meget få, som har kendskab til eller fokus på, at kunder til prostituerede under 18 år kan straffes.
Politiet synes at rette indsatsen mod udenlandske prostituerede uden arbejdstilladelse samt jagten på bagmænd og på sorte penge i prostitution. Politiet og dommerstanden giver imidlertid også udtryk for en vis irritation over loven og kritiserer selve udformningen af denne.
En vigtig pointe i undersøgelsen er, at et flertal af de interviewede politifolk og dommere ikke mener, at prostitution bør høre under deres ansvarsområde. Således er der overvejende enighed om, at prostitution, såvel blandt unge som voksne, er et socialt problem, der skal løses med sociale tiltag frem for med kriminalisering og jura.
Befolkningsundersøgelsen viser, at flertallet af den danske befolkning ikke er bekendt med, at det er ulovligt at gå til en prostitueret under 18 år. Der er dog stor enighed i befolkningen om, at man bør gøre noget for at begrænse ungdomsprostitution, og at dette skal ske både via lovgivning og via sociale tiltag.
Den generelle holdning blandt respondenterne er, at loven bør formuleres bredere, således at gråzoneprostitution og prostitutionslignende forhold også kriminaliseres.
For at gøre loven mere anvendelig anbefaler især dommerne, at man bør fjerne kravet om, at den unge "helt eller delvis [skal] ernære sig ved prostitution". De unge, som sælger sex, har ofte en sporadisk tilknytning til prostitutionsmiljøet, og den nuværende formulering af loven gør, at loven ikke er anvendelig. Endvidere anbefales det, at kravet om bevis for samleje fjernes og erstattes med ¿samlejelignende handlinger¿.
Evalueringen er offentliggjort i rapporten: Unge i prostitution og lovgivning. Evaluering af Straffelovens § 223 a. Udgivet af PRO-Centret 2002.
ResuméClaus B. Olsen & Henning Hansen: Kriminalprævention og integration på Indre Nørrebro, CASA 2001
Undersøgelsen omhandler sammenhængen mellem den kriminalpræventive indsats for børn og unge og integrationsproblematikken i bydelen Indre Nørrebro i København i bydelsrådets forsøgsperiode fra 1997-2001. Det vil sige, hvorledes lokale myndigheder i et område med en væsentlig andel af børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund har udviklet den kriminalpræventive indsats med det formål at bremse eller undgå marginalisering blandt børn og unge.
Det perspektivrige ved indsatsen på Indre Nørrebro er sammenhængen mellem dens tre hovedelementer:
En overordnet politik og strategi i form af en integrationspolitik og en helhedsplan.
En konkret og målrettet indsats for at integrere marginaliserede unge med etnisk minoritetsbaggrund.
Og en netværksbaseret samarbejdsorganisation både på ledelsesniveau mellem bydelen og politiet og på det praktiske niveau mellem politikere, administratorer, institutioner, projekter og politi. Denne samarbejdsorganisation og den gensidige tillid, der er blevet opbygget, har muliggjort, at der kan handles hurtigt og sammenhængende i forhold til uroligheder.
Den kriminalpræventive indsats har bidraget væsentligt til at skabe en højere grad af ro på Indre Nørrebro. Såvel bydelens politikere og ansatte som politiet er enige om, at der er faldet mere ro over Indre Nørrebro.
Statistikkerne viser også, at kriminaliteten er faldet på Indre Nørrebro, og at faldet har været større end i resten af København. Indsatsens primære styrke har været den akutte intervention (“brandslukningen”), mens det ikke lykkedes for bydelsrådet at inddrage børne- og ungeinstitutionerne i bydelen i en mere langsigtet forebyggelsesstrategi (“brandsikringen”).
