Behandling af ansøgninger om tilladelse til at foretage dyreforsøg.
Indkomne ansøgninger behandles i Rådet for Dyreforsøg, som træffer afgørelse om, hvorvidt der kan gives tilladelse eller ej. Rådets afgørelser offentliggøres på Dyreforsøgstilsynets hjemmeside.
Behandling af ansøgninger om tilladelse til opdræt af forsøgsdyr.
Disse ansøgninger behandles ligeledes i Rådet for Dyreforsøg.
Tilsyn med udførelsen af dyreforsøg og opstaldningsforholdene for forsøgsdyr.
Tilsynet foretages som anmeldte eller uanmeldte inspektioner. Inspektioner foretages oftest af den veterinære sekretær alene, men kan også foregå under medvirken af nogle af rådsmedlemmerne. Enkelte gange kan der blive tale om en samlet inspektion for hele Rådet for Dyreforsøg. Endvidere føres tilsyn med destinationsopdræt.
Dyreforsøgstilsynet godkender ligeledes forsøgslokaler og stalde til forsøgsdyr.
Statistisk bearbejdelse af oplysninger om dyreforsøg.
Alle indehavere af en dyreforsøgstilladelse har pligt til en gang årligt at indsende oplysninger om forbruget af forsøgsdyr til Dyreforsøgstilsynet. Der udgives en samlet statistik over antallet og arter af dyr anvendt til dyreforsøg i Danmark. Den danske statistik indgår tillige i en fælles EU-statistik, som derefter sendes til EU-Kommissionen.
Afgive årsberetning.
Hvert år afgives en årsberetning, hvori den samlede nationale statistik offentliggøres. Årsberetningen indeholder endvidere en fortegnelse over Rådets medlemmer og sekretariatets medlemmer.